Forfatterarkiv: Bjarne Helamus
Post Chorus indspiller i Helamus.
Bandet Post Chorus har brugt to weekender i August 2019 til at indspille deres egen musik.
Det er et spændende projekt med nogle rigtig gode numre, som vi ønsker dem alt muligt held og lykke med.
ENGSCENEN LUKKER OG SLUKKER.
Efter 4 år med musikfestivaler på Engscenen i Agerbæk, må vi desværre kaste håndklædet i ringen.
Vi må erkende, at den målgruppe af unge mennesker, som vi henvendte os til, viste svigtende interesse for festivalen i den form, som vi kunne tilbyde. Vi har selvfølgelig været glade for de få trofaste musikelskere, som kom til vores festivaler, men det er ikke nok til at bære festivalen videre. Vi er selvfølgelig kede af, at det skulle ende med denne beslutning. Det er især ærgerligt, når man tænker på den enorme frivillige arbejdsindsats, der er blevet lavet i tidens løb.
Den endelige beslutning om at lukke Engscenefestivalen blev forstærket af, at Varde Kommune har besluttet at oprette børnehave i Enghuset. Børnehavens tilstedeværelse vil vanskeliggøre opbygningen af festivalen flere dage i forvejen.
Vi vil gerne takke alle frivillige hjælpere og ikke mindst de musikere, som har været med til at give os nogle gode oplevelser på Engscenen.
HELAMUS vil fremover arbejde på at finde alternative løsninger for at afholde musikarrangementer til glæde for både vore egne dygtige musikere samt et musikelskende publikum.
KLAR TIL KONCERT PÅ ENGSCENEN 2015
HELAMUS og Agerbæk Ungdomsklub er stolte af at kunne præsentere dette program.
Der vil være 7 times musik fra to scener. 6 af de optrædende bands er Helamus-bands, og mange af de øvrige medvirkende er tidligere Helamus-medlemmer.
Tak til Owen Luft for sponsorering af billetter.
HELAMUS modtager “Sammen kan vi mere”-prisen fra Andelskassen.
HELAMUS har for nylig modtaget “Sammen kan vi mere”-prisen fra Andelskassen.
Prisen på 15.000,-kr. blev givet for godt foreningsarbejde gennem tiden, og for at have startet musikfestivalen på ENGSCENEN sammen med Agerbæk Ungdomsklub.
Tak til Andelskassen for prisen og til de rare mennesker, der havde indstillet os til prisen. Det er et dejligt skulderklap at få for vores arbejde.
Creedence Tribute på Engscenen
Engscenen har fået en aftale i stand med det suveræne band Creedence Tribute. De vil i år afslutte koncerten på Engscenen søndag d. 24. maj. Der er dømt syng-med afslutning i den helt store stil med et band, hvor de fleste er gamle Helamus-medlemmer.
To Helamus-band udvalgt til Beach Party i Varde
Varde Ungdomsskole afholder hvert år en kæmpe fest for kommunens unge. I år står Helamus for det musikalske indslag, da vores to bands “Daniel Wikí & Lydmur” og “Beiers Lover” er udvalgt til at sætte gang i dansegulvet og luftguitaristerne. Arrangementet finder sted i Lerpøthallen d. 17. april.
Det er snart festival-tid!
Det er snart tid til at indvie “Engscenen” og det skal gøres med stil. Vi har samlet en lang række kunstnere, der alle har tilknytning til Helamus. Kom forbi “Engscenen” d. 24/5 og hjælp os med at holde et brag af en indvielsesfest. Vi glæder os til en fantastisk dag og håber du/I vil være med til arrangementet.
Det koster kun 50 kr. og vi lover at de forskellige bands får dig/jer i godt humør. Der er både nye talenter og erfarende rotter på scenen, så der er lidt for enhver smag. Forresten.. Der er mulighed for at vinde 2 billetter til Owen Luft. Det er da lidt af en bonus, hva’?
HELAMUS modtager fondsmidler
Helamus har for nylig fået tildelt et flot beløb på 39.200,-kr. fra midlerne i en nedlagt børnehave i Agerbæk. Pengene skal bruges til et linearray-højttalersystem, som bl.a. skal bruges til de kommende arrangementer på Engscenen. Der mangler dog stadigvæk et pænt beløb inden drømmen bliver til virkelighed, men vi arbejder på højtryk for at skaffe de sidste penge.
Helamus-bandet Daniel Wikí & Lydmur varmer op for Carpark North
Vi kan med stolthed fortælle at Helamus-bandet Daniel Wikí & Lydmur, gennem Local Heroes, er blevet udvalgt til at spille support for Carpark North i Folkets Hus i Struer. Læs mere om bandet her: danielwikilydmur.dk